Jeg er vokset op i, hvad der udadtil lignede et velfungerende hjem, men som for mig var nedbrydende. Det var svært at råbe op, fordi det var svært for omverdenen at tro, at de svigt, jeg oplevede, kunne foregå i mit hjem.
Jeg begyndte at drikke – det var en god flugt. Jeg drak meget og gjorde det i det københavnske festmiljø, så her var det igen svært at skelne, hvad der var almindeligt, og hvad der var alvorligt.
Det er noget, der har fulgt mig hele livet – og til dels stadig gør: Jeg skal vurderes og selv vurdere, om det, jeg kommer med, er alvorligt nok, fordi det udadtil ligner noget almindeligt.
Men det er farligt ikke at tage menneskers problemer alvorligt, for så bliver man syg – det er i hvert fald min erfaring. 

Heldigvis har jeg min stædighed, som gang på gang har hjulpet mig til at vende min modløshed til styrke. Jeg har både givet op, men også genopfundet mig selv – flere gange, end jeg kan huske.
Min fortælling handler om håb i en række håbløse situationer. Jeg ser det som en styrke at få det bedste ud af mine erfaringer, så mine oplevelser ikke skal virke forgæves. Ved at fortælle min historie håber jeg at kunne gøre en forskel – gennem oplysning og nedbrydelse af det stigma, der ofte er forbundet med de emner, jeg berører.