Kennet

Indre By

Kennet fortæller om kriminalitet, stofbrug og en ustabil barndom

Temaer

Kriminalitet, stofbrug

Sprog

Dansk

Startsted

Rådhuspladsen (Ved Metro-elevatoren)

Slutsted

Stampesgade 1, bagsiden af Hovedbanegården

Mit liv har aldrig været stabilt. I min opvækst skete ting, som ikke skal ske for børn, og det gav dårlige forudsætninger for at blomstre som menneske. I 27 år levede jeg i misbrug og kriminalitet og først efter en nær-dødsoplevelse kunne jeg vende livet 180 grader og nå dertil, hvor jeg er i dag.

Hvad fortæller jeg om?

Min opvækst var præget af svigt og overgreb, som ingen troede på. Jeg levede med en indre splittelse: Hvis ingen troede på det, jeg sagde, var det så mig, der var noget galt med? Det blev startskuddet på en lang flugt – længere og længere væk fra mig selv.

I starten af mine tyvere blev jeg udlært automekaniker og senere synsinspektør. Jeg fik en fod ind i det “normale” liv. Samtidig begyndte jeg at bruge mine weekender i det københavnske technomiljø, hvor stofferne flød, og dem blev jeg hurtigt glad for. Jeg begyndte at sælge stoffer, og for første gang oplevede jeg at være én, folk gerne ville være sammen med. Det greb mig.

Som jeg bevægede mig længere ind i det kriminelle miljø, mistede jeg gradvist fodfæstet i det normale liv. Da jeg mistede mit job,  overgav jeg mig fuldt ud til kriminaliteten. Jeg var risikovillig, tænkte hurtigt og blev god til det, jeg gjorde. Kriminaliteten blev mere organiseret og grovere og jeg levede med følelsen af altid at skulle se mig over skulderen. For at dulme mine nerver tog jeg flere og flere stoffer – blandt andet benzodiazepiner og opioider.
Jeg har siddet i fængsel i 7 år, hvilket faktisk har været med til at udvikle mit misbrug og skabte nye kriminelle kontakter. Så fængselstraffene har faktisk skubbet mig længere ud på kanten.

Efterhånden blev jeg mere misbruger end kriminel. Mit nervesystem var nedslidt, og det førte til gentagne indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Jeg magtede ikke andet end at skaffe stoffer og alkohol.

Da jeg havde opgivet mig selv, satte en telefonsamtale og en nær-dødsoplevelse gang i mit vendepunkt. Jeg begyndte for første gang at mærke og rumme mine følelser. I dag bruger jeg min historie hos Gadens Stemmer til at vise, hvad kriminalitet og misbrug gør ved et menneske – og at forandring er mulig, selv når håbet virker væk.

Systembarn

Læs mere om guiderne

Jette

Østerbro

Hjemløshed

Systemsvigt

Jeg har altid arbejdet, forsørget mine tre børn og haft stor tillid til, at velfærdssamfundet hjælper, hvis livsvilkårene strammer til. Men som 57-årig blev jeg klogere, for der endte jeg nemlig som hjemløs på Østerbro – sovende i parker.