Gadens Stemmer på skoleskemaet
Giv dine elever mulighed for at opleve samfundet fra en helt anden side – når de bliver guidet rundt af en person med erfaringer med hjemløshed, stofbrug, kriminalitet mv.

Alle sanser er med, når guiderne fortæller og viser, hvor de fandt ly for natten, eller hvor de tog et fix. Fortællingerne sætter tanker i gang, og eleverne er velkomne til at stille spørgsmål til guiden undervejs. Det er ofte barske, men virkelighedsnære fortællinger, blandet med smil, håb og optimisme.
En byvandring er relevant for skoleklasser i udskolingen, gymnasier eller andre uddannelsesinstitutioner, der ønsker at blive klogere på samfundets skyggesider. Der er rig mulighed for faglige diskussioner både før og efter byvandringen, da historierne er tankevækkende og gør stort indtryk. Ønsker man specifikke guider eller temaer til sine elever, kan dette arrangeres.
spændendefortællingerfra et liv på kanten
Undervisningsforløb
Dansklærerforeningen og Gadens Stemmer har indgået et samarbejde med det formål at lave et undervisningsforløb, der kan pirre udskolingselevernes indsigt og erkendelse. I forløbet og den tilhørende byvandring får udskolingens elever mulighed for at møde mennesker, der kan fortælle en smertefuld, måske skamfuld livshistorie og derigennem belyse det samfund, som vi alle er en del af. Nemlig et samfund, der ikke er så perfekt, som det ofte fremstilles, men som rummer tonsvis af sårbare, uperfekte, pinlige og sorgfulde fortællinger om det at være menneske.
Eleverne skal i forløbet “Hvis vi rykker godt sammen…” sætte fokus på Gadens Stemmer og arbejdet med litteratur for at opleve og få dybere indsigt i sig selv og andre. De skal læse litteratur for at opnå glæde ved det digteriske og æstetiske sprog og for at øge deres viden om litteratur og de sammenhænge, som litteraturen er en del af. Teksterne kan samlet opgives som et fordybelsesområde til folkeskolens afgangsprøve, prøveform B, eller deles op og opgives som enkelttekster, der knytter sig til fordybelsesområder som ”Romantikken”, ”Det moderne gennembrud”, ”Mellemkrigstiden i ord og billeder” eller fagtekster. Der er til sidst i forløbet forslag til paralleltekster, som eleverne kan vælge som prøveoplæg.
I forløbet “Mellem skønlitteratur og journalistik” skal eleverne opnå indsigt i skyggesider af vores samfund. Her møder eleverne mennesker, der på godt og ondt har måttet stå ansigt til ansigt med en lang række udfordringer i deres liv. Eleverne arbejder med denne indsigt sideløbende med et skriftligt arbejde med essays. De introduceres til essaygenren, komposition, sproglige virkemidler, modtagervenligt layout, internetsøgning og dokumentation.
Om forløbet

Dansklærerforeningen foreslår, at man arbejder med det ene forløb i ugerne op til byvandringen, og efter byvandringen går i dybden med det andet forløb. Man kan afhængig af temperament, klassen og den øvrige årsplanlægning vælge den rækkefølge, der passer bedst.
Byvandringen
På en byvandring med Gadens Stemmer er man sammen med et menneske, der tør fortælle om sine fejl. Man møder en person, som har stået udenfor samfundet, og eleverne præsenteres for en barskere virkelighed end deres egen. Guiderne deler åbent deres personlige oplevelser med tabuiserede emner som misbrug, kriminalitet, selvskade og hjemløshed.
Hos Gadens Stemmer tilbydes guiden et nyt narrativ — ikke blot som ekspert, men som en stærk person. Guiden er ikke længere et offer, men en overlever fra gaden, der har oplevet og overvundet hårde prøvelser, og som nu står på de selvsamme gader og fortæller sin historie.
Når man møder et menneske, der står stærkt i sin sårbarhed, virker det afvæbnende og inspirerende. Eleverne får mulighed for at reflektere over deres eget selvbillede og egne fejl i mødet med et uperfekt menneske, og kan for en stund give slip på jagten efter det perfekte. Det skaber grobund for større accept af sin egen uperfekthed — en sund og vigtig bevægelse for menneskelig udvikling.
Klippekort
Til skoler og uddannelsesinstitutioner er det muligt at købe et klippekort, som kan anvendes på tværs af årgange, klasser og uddannelsesretninger. Med et klippekort sparer I 500 kr. pr. byvandring, hvilket betyder at hver 5 byvandring er gratis. Klippekort rabatten gælder kun ved store gruppeture.
Klippekortet kan købes i størrelserne 5, 10 eller 20 ture.
Kontakt os på booking@gadensstemmer.dk – hvis du ønsker at bestille et klippekort.
Et klippekort er gyldigt i et år.
guiderne har overlevet gaden Læs mere om dem her
Undervisningsmateriale

Undervisningsmaterialet
Sammen med Dansklærerforeningen har vi udgivet undervisningsmaterialet “Gadens Stemmer”. Materialet kan med fordel benyttes i sammenhæng med vores byvandringer. Undervisningsforløbet er prøveforberedende dels til prøveform B og iPrøven.
Færdigheds- og vidensmål
Som det ofte er tilfældet i danskfaget, vil man gennem arbejdet med de to forløb komme til at berøre en lang række af de færdigheds- og vidensmål, som de nye fælles mål for faget dansk opstiller.
Med udgangspunkt i de nye fælles mål kan man pege på kompetenceområderne:
Læsning
- Forberedelse, afkodning, sprogforståelse, tekstforståelse og sammenhæng.
Fortolkning
- Undersøgelse, fortolkning, vurdering og perspektivering.
Fremstilling
- Planlægning, forberedelse, fremstilling, respons, korrektur, præsentation og evaluering
Lærervejledning
1. Et danskfagligt forløb til udskolingen
Elevopgaver
2. Hvis vi bare rykker godt sammen…
Elevopgaver
3. Mellem skønlitteratur og journalistik
Ofte stillede spørgsmål
Hvor går Gadens Stemmer byvandringer henne?
Gadens Stemmer har guider i København, Aalborg, Odense og Vejle. I København dækker vi følgende områder: Vesterbro, Nørrebro, Indre By, Amager, Sydhavn og Østerbro. Alle ture starter tæt på metro eller anden offentlig transport.
Hvor starter byvandringerne?
Mødested står på billetten eller i din bookingmail. Hvis du læser om guiderne her på siden, så vil du under hver enkelt guide se, hvor de præcist starter henne. I København starter alle ture tæt på metro eller S-tog. I Aalborg, Odense og Vejle starter turene i eller tæt på centrum med nem adgang fra offentlig transport.
Hvor lang tid varer en byvandring med Gadens Stemmer?
En byvandring varer 90 minutter med 4-6 stop, hvor guiden fortæller om sit liv og kvarteret. I de 90 minutter er spørgsmål fra publikum inkluderet.
Hvem går med Gadens Stemmer?
En byvandring med Gadens Stemmer er en spændende og lærerig oplevelse for personer i alle aldersgrupper. Hundredvis af skoler, uddannelsesinstitutioner, virksomheder, venner og familier går hvert år med Gadens Stemmer.
I 2024 afviklede Gadens Stemmer hele 1.459 byvandringer.
Vi anbefaler dog, at deltagerne minimum er 14 år gamle.
Må vi stille spørgsmål til guiden?
Ja, meget gerne! Det plejer altid at gøre hele oplevelsen bedre – både for guiden og deltagerne. Det fungerer godt med dialog. Nogle guider foretrækker, at spørgsmålene bliver stillet efter hvert stop – andre guider tager dem bare løbende i fortællingen. Du er altid velkommen til at spørge guiden, hvad personen foretrækker, inden turen starter.
Må vi spørge ind til guidens barndom?
Ja, det må I, men husk: at være guide i Gadens Stemmer er altid “work in progress”. For guiden er det en personlig, til tider grænseoverskridende proces at forstå og formidle sin egen livshistorie. Der kan være ting, som ikke skal omtales af hensyn til andre. Der kan også være ting, som endnu ikke er bearbejdede eller sat ord på. Vi har aftalt i Gadens Stemmer, at det er i orden ikke at uddybe alle ting. Deltagere er meget velkomne til at stille spørgsmål, og grænserne er forskellige fra guide til guide. Guiden skal nok selv sige fra, hvis spørgsmål kommer for tæt på, og det beder vi alle om at respektere.